I året op til vores debutforestilling på Aveny-T, voksede valmuen frem som et symbol for os i HUN.
Først internt, men blev efterhånden også et genkendeligt element i vores visuelle identitet, og på den måde vi præsenterede vores arbejde udadtil.

Vi elsker valmuen, fordi den er et paradoks. Den vokser i grøftekanter, rabatter og langs trafikerede veje, bliver rusket af vinden dagen lang, og står alligevel rank og insisterende med sin røde farve. Den er stærk. Men den er også skrøbelig. Plukker man den forkert, falder den fra hinanden mellem hænderne. Den dobbelthed kan vi spejle os i.

Som unge kvindelige kunstnere, bevæger vi os ind i en branche, der kræver mod, vedholdenhed og styrke til at skabe sin egen plads – uden at man mister det bløde undervejs. Og så er der jo også lige det med at valmuen faktisk også kan være giftig, hvis man behandler den forkert. Det synes vi egentlig også er meget sigende.